Hedensted Kommunes praksis overfor borgere på kontanthjælp er en skandale

Stop den ulovlige praksis

Læserbrev af Mikael Mogensen, Enhhedslisten Hedensted

Som man kan læse i Ingeniøren fra 26. maj i år, trækker kommunens nye it-system kontanthjælpsmodtagere automatisk i ydelse, uden at de oplyses om det og uden at forklare, hvorfor de gør det, og uden at give borgeren mulighed for at forsvare sig.

Alle erkender, at dette er ulovligt, men myndighederne gør intet ved det.

Hedensted Kommune nævnes som en af de mindre kommuner, hvor ulovlighederne er særligt grelle.

I forvejen er Hedensted kendt for uværdig behandling af denne gruppe borgere, bl.a. i Brian Larsen-sagen.

Af artiklen fremgår, at “de to kommuner, der har den største andel af sager, hvor borgere har mistet en del af deres kontanthjælp uden at få et afgørelsesbrev, er Hedensted og Aalborg”.

Kontanthjælpsmodtagere er jo netop en gruppe borgere, der pga. sygdom eller uheldige livsomstændigheder har det svært og kæmper med at opretholde en tålelig tilværelse. De har ikke magtfulde erhvervsklubber eller højtråbende influencere til at tale deres sag. Derfor er det særligt alvorligt, når netop denne gruppe borgere bliver trukket i kontanthjælpen på et ulovligt grundlag.

Vi så med Minksagen, hvordan borgere fik lukket deres virksomhed og aflivet deres dyr, uden at der var lovhjemmel til det. Minkavlerne fik efterfølgende tildelt en klækkelig erstatning. Dette indgreb overfor kontanthjælpsmodtagerne er mindst lige så krænkende for den enkeltes retssikkerhed, men vi ser ingen reaktioner, ingen traktordemonstrationer, ingen afbrændinger af billeder af statsministeren, kun myndighedernes trækken på skuldrene og slåen ud med armene.

Ulovlighederne fortsætter ufortrødent, og it-systemet får skylden, og så ved alle jo godt, at der ikke er noget at stille op. Dette er helt uholdbart.

Konsekvensen er jo, at bare man indfører en digitalisering af myndighedernes procedurer, så er lovgivningen og demokratiet sat ud af kraft. Det kan vi ikke have i Danmark.

Så til Ole Vind & Co: Trællenes tid er forbi – vi udfører ikke længere offentlige standretter eller træhest på torvet – stop den ulovlige praksis!

(Bragt i Hedensted Avis den 12. juni 2023)